Klubnyheder

Harbirks busser kører for Gentofte Volley

24. oktober 2019, 22.46

Høj kvalitet i spillet på volleyballbanen kræver, at transporten til spillestedet er perfekt – derfor har Gentofte Volley valgt Harbirk som samarbejdspartner.

Som topklub i Volleyligaen både for kvinder og mænd og regerende danmarksmester stiller klubben de højeste krav til transporten af holdene til kampe og stævner på udebane.

”Det betyder meget, at vi kan køre samlet direkte hjemmefra og til indgangen på spillestedet under sikre og behagelige former. Derfor er vi meget glade for, at Harbirk, som er et højt anerkendt og respekteret bustransportselskab, vil sørge for den bedst tænkelige transport for vores hold”, udtaler Gentofte Volleys næstformand Robert Mikelsons.

Når Gentofte Volley kører vil man på bussen kunne se skiltet: ”Harbirk kører for Danmarksmestrene Gentofte Volley”. Direktør Steffen Harbirk er også særdeles tilfreds med samarbejdet.

”Jeg må indrømme, at jeg blev lidt stolt, da Gentofte Volleys ledelse kontaktede mig og foreslog et samarbejde. Klubben mente, at vores busser passer perfekt til transport af sportshold med den nødvendige komfort. Jeg er sikker på, at vi kan indfri danmarksmestrenes forventninger”, bemærker Steffen Harbirk.

Gentofte Volleys hold vil som udgangspunkt køre med Harbirks 20-passagers VIP-bus til og fra alle udekampe på Fyn og i Jylland i sæsonen 2019/20.

Fotos: Gentofte Volleys ligaherrer checker Harbirks VIP-bus ud. Direktør Steffen Harbirk og Gentofte Volleys næstformand Robert Mikelsons ønsker hinanden tillykke med samarbejdet.