Klubnyheder

Rantzen – udnævnt til Årets Ildsjæl i dansk volleyball

5. marts 2020, 20.24

 

Gentofte Volleys utrættelige ressource og uundværlige ungdomsleder hædret ved Dansk Volleyball Award

Rantzen dukkede op fra Jylland i Gentofte Volleyballklub Roadrunners omkring 1990. Roadrunners var en af moderklubberne til Gentofte Volley. I de første år deltog han kun som spiller og som deltager i det sociale liv klubben.

Typisk for Rantzen holder han fortsat liv i ”Roadrunners”, idet han hvert år samler hold til VAGS’ traditionsrige mixstævne. Bortset fra Rantzen selv er der ingen på Roadrunner-holdet, der har spillet i en Gentofte-klub inden for de seneste15 år.

Rantzen er en altmuligmand i Gentofte Volley, hvor folk ikke længere kan tælle årene, som han har været med i – det er som om, at han altid har været der. Rantzen er i høj grad en person, der brænder for volleyball. Han er træner og holdleder på op til flere hold i klubben på samme tid. Han er altid mand for at tage en ekstra tjans, hvis der mangler en på tjanselisten i klubben.

Og så er han altid til at finde i hallen til mange kampe, hvor han hepper fra lægterne. Hvem ønsker sig ikke en holdleder, der flytter kampe, fordeler tjanser, rekrutterer, tager statistik og vejleder nye spillere, udsender information til spillere og forældre og altid er at finde på bænken til kampe i weekenden med holdsedler, rotationssedler samt druesukker og snacks til spillerne? - Han er guld værd for Gentofte Volley.

Hans egne to sønner, Malthe og Benjamin, spillede i klubben i en årrække, men er ikke så aktive længere. Rantzen er ikke skuffet, når nogen af de unge spillere, han har været træner eller leder for ikke kommer i hallen længere. ”Min største glæde er at få så mange børn og unge som muligt glade for volleyball – så skal de nok komme tilbage igen senere. Og så blev jeg så glad, da jeg fik at vide, at det er unge spillere, som jeg har haft med at gøre indtil for få år siden, der havde indstillet mig til prisen”. Rantzen er bedre end nogen anden til at få fat i tidligere spillere og få dem i gang igen.

 Man kan være stensikker på, at Rantzen altid kører spillere hjemmefra til kamp og tilbage igen i hans klubkendte bil ”El Fordo”, som gennem utallige år har fragtet spillere til kampe i alle divisioner, serier, kidsrækker, ungdomsrækker og DM’er i hele landet. Til stævner og kampe kan man kende ham på, at han – udover at fejre hvert eneste point med en energi og gejst som er sjældent set – altid bærer rundt på en køletaske med is og drikkevarer til spillerne.

  Med alle disse fantastiske kvaliteter og en ekstrem vedholdenhed gennem mange år, er Rantzen præcis det, der kendetegner en ildsjæl. Han er der altid, når der er brug for ham, og er så velforberedt til enhver træning og enhver kamp eller event, at man ikke er i tvivl om, at han har styr på alt. Han er med andre ord uundværlig og dermed en ildsjæl, som Gentofte Volley sætter vanvittig stor pris på.

Foto 1: Gentofte Volleys ungdomsleder Rantzen, der blev Årets Indsjæl i dansk volleyball, i sine vante omgivelser til træning i Kildeskovshallen med ungdomsspillere fra klubben.

Foto 2: På scenen til Volley Awards 2019 modtager Gentofte Volleys ungdomsleder Rantzen hyldest, da han bliver hædret som Årets Ildsjæl i dansk volleyball. Foto: Flemming Patulski Nielsen.