Klubnyheder

Fra Amerika til Gentofte

9. august 2019, 18.20

Fra head coach for amerikansk ligahold til cheftræner i Gentofte

Dan Pawlikowski fra Chicago overtager ansvaret for Gentofte Volleys danmarksmestre.

Spillerne fra Gentofte havde stort set kun lige fået hængt guldmedaljerne om halsen i slutningen af april, da det stod klart, at canadiske Shane Smith ikke ville stå i spidsen for holdet igen i sæsonen 2019/20. I Gentofte er trænere fra Nordamerika i høj kurs, så blikket blev især rettet over there, da afløseren skulle findes.

Valget faldt på Dan Pawlikowski, som har en lang karriere som træner for flere college-hold bag sig. Senest har han været head coach for Chicago Icemen i den relativt nyoprettede amerikanske liga NVA - National Volleyball Association. Han har også været involveret i ungdomslandsholdsarbejde i USA.

”Gentofte Volley omtales meget positivt blandt trænere og spillere her i USA, som har været i Europa i de senere år”, lyder det fra den nye træner. ”Jeg har fået mange interessante oplysninger om Gentoftes hold og spillerne. Det var afgørende for min beslutning om at tage udfordringen op. Det bliver spændende at arbejde med holdet, og selv om det allerede har højt niveau, er der for mig at se potentiale til at det kan videreudvikles. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med det”.

I Gentofte forventer man at have truppen fra sidste sæson stort set intakt. Den gode kombination af rutinerede kræfter og unge stortalenter giver forhåbning om gode resultater i den kommende sæson.

”Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at trække en kapacitet som Dan Pawlikowski til Danmark”, siger Gentofte Volleys formand Ulrik Hesse. ”Igen i den kommende sæson står vi med en meget stærk trup med mindst 6-7 A-landsholdsspillere, og vi skal gerne komme et stykke vej i Europa Cup. Så vi skal have en cheftræner med stor international erfaring”.

Dan Pawlikowski ankommer til Danmark midt i august. Gentoftes spillere holder nu sommerpause, efter at en stor del af dem var med til at spille Danmarks landshold op på andenpladsen i den indledende pulje i den netop afsluttede European League.