Klubnyheder

Danmarks og Gentoftes topprofil Peter Trolle Bonnesen må stille volleyskoene på hylden

3. november 2019, 14.36

Gentoftes DM- og landskamprekordholder er i en alder af 26 år tvunget til karrierestop.

Der blev helt stille ved line-up til Gentofte Volleys træning tidligere på ugen, da skaderamte Peter Trolle Bonnesen dybt rørt mødte op og meddelte den kedelige kendsgerning til sine ledere og holdkammerater. Han har døjet med store albueproblemer siden afslutningen af sidste sæson, og han har slet ikke spillet i denne sæson.

”Jeg fik besked af lægen om, at jeg har en brusklæsion inde i leddet, der er svær at operere. Det betyder, at jeg ikke kommer til at spille volleyball på højt niveau mere”, fortæller Gentoftes nu tidligere anfører for volleyligaholdet. ”Det er en kæmpeskuffelse for mig. Jeg regnede med at spille volleyball på absolut topplan i hvert fald et par år endnu.

Ambitionerne drev tidligt Peter Trolle til Gentofte Volley. I en alder af 10 år skiftede han fra Skjold Birkerød til Gentoftes U15-hold, der omfattede mange store talenter, bl.a. Frederik Mikelsons, senere A-landsholdsspiller, og brødrene Oliver og Sebastian Kaszas, der senere blev danske mestre i beach volley. Det blev til i alt 10 danske ungdomsmesterskaber med Gentofte for diagonalspilleren.

Han indgik tidligt som et af talenterne i Gentofte Kommunes talentudviklingsprojekt. Et projekt, der har været med til at udvikle mange senere A-landsholdsspillere.

I sæsonenerne 2012-2014 spillede han som 19-årig i Bundesligaen for VfB Friedrichshafen, der 4 år tidligere havde vundet Champions League med Kristian Knudsen på holdet, og også i Narbonne i den bedste franske liga.

Efter et par år i udlandet ønskede han til stor glæde for Gentofte Volley at vende tilbage til Danmark for at påbegynde en videregående uddannelse her. Han har i perioden fra 2014-2019 været stærkt medvirkende til at klubben hvert år har vundet medaljer i kampen om DM, herunder guldmedaljer i 2015, 2016, 2018 og 2019.

I 2016, 2018 og 2019 var han anfører på mesterholdet. Han var som regel Gentoftes topscorer i ligakampene, hvor han spillede en afgørende rolle i holdets succes.

”Jeg er utroligt glad for min lange periode i Gentofte Volley, og alle de oplevelser som volleyball har givet mig”, bemærker Peter Trolle Bonnesen. ”Specielt Europa-cup kampene mod Ravenna og Belgorod er store oplevelser, jeg er stolt af at have været en del af”.

Peter Trolle har siden 2013 været fast inventar på A-landsholdet. Oftest i rollen som diagonalspiller. Han er Gentoftes A-landskamprekordholder med 129 landskampe. Også på dette hold vil han blive savnet.

Ved kampstart til ligakampen mod Hvidovre torsdag aften fik han tak for sin indsats for Gentofte Volley med blomster og pæne ord fra Gentofte-formanden Ulrik Hesse.