Klubnyheder

Little Sisters Christmas Volley Day

18. januar 2020, 16.21

De yngste piger lavede julelege og spillede volleyball sammen med ligaholdet.

Der blev hygget på volleyballbanen og i julestuen i Kildeskovshallen, da klubbens kidspiger lærte lidt mere volleyball, og ligaspillerne blev lidt skarpere med papir og farveblyanter.

Med nissehuer på hovedet og volleysko på fødderne havde alle nogle gode timer. Ligaholdets cheftræner Coley havde sammen med ligaspillerne Sofie Ø. og Isabella, der begge er trænere for kidspigerne i klubben, lagt dagens program.

”Little Sisters Day gør vi meget ud af i USA, hvor jeg kommer fra”, siger Coley Pawlikowski. ”De yngste piger har en fantastisk oplevelse, når klubbens topspillere leger og spiller med dem. Det er en stor inspiration for dem, øger sammenhængskraften i klubben – og ligaspillerne er glade for at være med til at give glæden ved spillet videre til næste generation.”