Klubnyheder

Tomas Goldsmith

23. januar 2021, 19.01

Tomas Goldsmith


Volleyballkapacitet fra den amerikanske liga (NVA) til Gentofte som ligaspiller og ungdomstræner.

Med en del forsinkelse ankom Tomas Goldsmith til Danmark sidst på året. Gentofte skrev kontrakt med ham sidst på sommeren, da han som erfaren træner og spiller kan tilføre klubben meget både i udviklingen af unge talenter og som spiller på banen.

Gentofte Volley sætter stor pris på kompetencer fra Nordamerika. I USA og Canada udvikles mange spillere, som ender i verdenseliten, og metoderne og principperne passer perfekt ind i den konstante talentudvikling, der finder sted i klubben.

”Danmark er ikke langt fremme i udvikingen af topspillere. På verdenskortet er volleyball udbredt overalt med højt kvalificerede trænere i alle verdensdele – fra Italien til Rusland, fra Japan til Canada og fra USA til Brasilien. Skal vi fremad i Danmark, kan det ikke ske uden hjælp fra de store volleyballnationer. Især fra USA og Canada har vi hentet kompetencer ind til at løfte vores niveau”, forklarer Gentofte Volleys næstformand Robert Mikelsons.

30-årige Tomas Goldsmith fik debut på Gentoftes hold i den corona-udsatte kamp i Aalborg den 7. januar. Han har spillet volleyball i USA siden han var fire år gammel. Turen er gået over klubvolleyball, volleyball i high school og på universitet. Han spillede på Rutgers Universitys hold i Division One.

Sideløbende med volleyball (indendørs) har Goldsmith spillet konkurrencevolleyball udendørs på alle underlag, hvor der afholdes officielle mesterskaber. Beach volleyball, græsvolley og endda også snow volleyball. I snow volleyball repræsenterede han USA i en turnering i Rusland i 2018.

Han spillede for Pineapple i den amerikanske liga (NVA) i 2018/19. Pineapple vandt ligaen i 2018, og Goldsmith var på hold med bl.a. legenderne Lloy Ball og svenske Marcus Nillson. Som kantangriber drager den 193 cm høje spiller nytte af formidabel springkraft og spændstighed. Han er en spektakulær spiller, som i den grad punkterer den amerikanske myte: ”White men can´t jump”.

Sideløbende med karrieren som aktiv spiller driver Goldsmith en virksomhed som konsulent i opbygning og udvikling af volleyballaktiviteter og -arrangementer, ikke mindst inden for beach volleyball. Han har en betydelig erfaring som coach og træner at trække på i den forbindelse.

Ud fra disse meriter og aktiviteter vil man tro, at han har en uddannelsesmæssig baggrund inden for sport og/eller fysisk træning. Men hans baggrund er imidlertid bachelors i ”Fine Arts”, nærmere bestemt inden for jazzmusik og inden for klassisk musik. Han spiller flere instrumenter, bl.a. tenorsaxofon, clarinet og tværfløjte. Også inden for musikkens område er han alsidig. Han har spillet og optrådt ved koncerter med jazz-, klassisk, rock- og latinmusik – både som solist og i orkestre.

”Vi er i Gentofte Volley meget glade for og stolte af, at vi har fået en så alsidig personlighed til klubben. Vi er sikre på, at han vil kunne tilføre os meget i klubben. Det er unødvendigt at tilføje, at Tomas naturligvis kan spille de fleste positioner på en volleyballbane. Og måske kan vi få dele af vores ungdomsarbejde i klubben til at svinge bedre i takt med ham som meddirigent", slutter Robert Mikelsons af.