Klubnyheder

Gentoftes bedste damehold semifinaleklar for første gang siden 2001.

1. marts 2020, 20.41

Det blev en realitet efter lørdagens kamp i Odense, hvor Fortuna Odense igen måtte gå fra banen uden at have taget sæt fra Gentofte Volley, sætcifrene blev 25-21, 25-22 og 28-26 i Gentoftes favør.

I kampen på udebane i Odense var der mere end 200 tilskuere, som blev blev vidne til en meget mere velspillet kvartfinale, end den de to hold spillede torsdag i Kildeskovshallen. Den kamp vandt Gentofte 3-0.

Første point blev sat på kontoen af Charlene Johnsen på en hævning fra anfører Sigrid Christiansen. Centerspiller Laura Thomsen blev første server, og hun havde taget den gode serv med til Fyn. Hun har i lang tid ligget i toppen af ligaens serve-stilling, og hun blev igen den Gentoftespiller, der servede flest gange.

Fortuna fik straks fra 1. sæts start vist, at de havde i sinde at kæmpe for en afgørende tredje kamp, Fortuna fik indhentet Gentoftes føring ved 7-7, og fik skabt et hul på et par point eller tre, der næste holdt sættet ud. Men Nanna Kunde ville det anderledes og via nogle gode linjesmash fik Gentofte skabt kontakt ved 21-21. Derfra blev sættet lukket af det godt arbejdende Gentoftemandskab.

I andet sæt, var Gentofte godt organiseret, og førte fra start til slut i et sæt, hvor libero Isabella Nielsen kontrollerede modtagningen, og havde rigtigt godt fat i de lob, Fortuna i første kamp i Kildeskovshallen havde haft stor succes med. Sætsejren var derfor aldrig rigtig i fare. Men det blev tilfældet i tredje sæt. Blot et sæt skilte nu Gentoftepigerne fra at komme med i medaljespillet, og det spillede måske ind.

Gentofte-modtagningen faldt lidt sammen, og der blev lavet flere uprovokerede fejl. Fortuna fik tilkæmpet sig to sætbolde til at starte med. Føringen 24-22 skulle hentes af Gentoftepigerne.

Mathilde Borup Jeppesen var kold, da det gjaldt og fik sat et point på Gentofte-kontoen. Det hele afhang nu af Sofie Østerberg, der dog ikke havde noget problem med at stå over for presset. En god serv, en god forsvarsaktion og endnu et godt angreb gjorde det til 24-24. Fortuna fik endnu en sætbold, inden Gentofte fik lukket sættet og kampen med 28-26.

Foto: Nanna Kunde (nr.14) angriber for Gentofte Volley ved Final4. I lørdagens  kamp mod Fortuna blev der også sat point på kontoen, og hun er sammen med resten af holdet semifinaleklar. Foto: Flemming Patulski Nielsen