Klubnyheder

Dan Pawlikowski fortsætter som head coach for Gentoftes Danmarksmestre

30. maj 2020, 13.30

Dan Pawlikowski fortsætter som head coach for Gentoftes Danmarksmestre

Gentofte Volley har sikret kontinuiteten, der kan være afgørende for, at herreholdet også i den kommende sæson er med i kampen om DM-guld.

Danmarksmesterskabet 2020 kom i hus i marts måned ved en skrivebordssejr på grund af corona-krisen. Men med Dan Pawlikowski ved roret gik Gentofte-mandskabet ubesejrede mod danske hold gennem sæsonen 2019/20, så ingen i dansk volleyball har udtalt, at DM-medaljerne til klubben ikke var velfortjente.

Dan Pawlikowski er også noteret for den måske fornemste sejr i en enkeltkamp i Europa Cup for Gentofte Volley nogensinde. I starten af december besejrede holdet sensationelt det rumænske tophold Zalau i volleyarenaen i Kildeskovshallen. En fornem bedrift på højt internationalt niveau sublimt dirigeret af amerikanske Pawlikowski.

”Jeg er sikker på, at vi med Dan på cheftrænerposten også i den kommende sæson kan fortsætte den udvikling, som vi konstant er i for at forbedre vores resultater både nationalt og internationalt”, bemærker Gentofte Volleys sportschef Peter Borglund, der kommer til at tage hul på sin 20. sæson i træk som hovedansvarlig for det sportslige på herresiden i klubben. ”Dan fortsætter også som cheftræner for klubbens U20-talenthold. Det har stor betydning med forbindelsen mellem holdene, hvis vi skal fortsætte med at være næsten selvforsynende med spillere til ligaholdet”.

Dan Pawlikowski må som følge af corona-restriktionerne vente med for alvor at komme i gang med træningen af Gentoftes hold. Det vil formentlig først til august blive muligt at træne normalt igen.

Foto: Gentofte Volley har forlænget kontrakten med cheftræner Dan Pawlikowski, som dermed for andet år skal stå i spidsen for ligaherreholdet. Her er han i aktion under en ligakamp i volleyarenaen i Kildeskovshallen.